Kurven er tom

Badgedigtsamling af Louise Juhl Dalsgaard

Badgedigtsamling af Louise Juhl Dalsgaard
200,00 DKK pr. stk.
+

Vil du holde min kæft?
... er blot et af de spørgsmål, forfatter Louise Juhl Dalsgaard stiller i dette anderledes bud på en digtsamling: Ni badges samlet under titlen Det skulle have været en hest.

Det er verdens første samling af poetiske badges: Ni ultrakorte digte, der både rummer fyndagtige slogans og poetiske udtryk. Alle sammen trykt på badges, så læserne kan bringe de finurlige henvendelser ud i verden.

Det er Louise Juhl Dalsgaard, der har har udført de ni litterære halvpiruetter, der på hver sin måde peger på sproget, med alt fra det tørt konstaterende til det poetiske og sært fabulerende.

"Jeg ønsker at vække undren: Hvad er det her værk egentlig for noget? Er det litteratur eller lykkekagecitater ? Og hvornår er noget egentlig litteratur? Jeg påstår ikke, at jeg kender svaret, jeg ved kun, hvad det skulle have været: en hest," siger Louise Juhl Dalsgaard.

De ni lyriske udsagn udtrykker vidt forskellige temperamenter, og det er alene dagsformen, der bestemmer, hvilket man vil sætte i jakkens revers.

Forhåbentlig vil læserne - bogstavelig talt - tage badgene på sig, for først da indfries digtenes fulde potentiale. Det skulle have været en hest er nemlig et værk, der gerne vil skabe en litterær diskussion uden for bogen. Ude blandt den menige læser, hvadenten denne er gangbesværet, kasketsmart, nobelprismodtager eller det hele på en gang. Alle kan være med.

"Som forlag vil vi meget gerne gøre op med vanetænkningen i litteraturverdenen. Vi vil meget gerne hive litteraturen ud til flere læsere og udgiver den på nye og anderledes måder, det kan være på bænke i byrummet, på pizzabakker, på cykler og alle mulige og umulige steder og måder. Forhåbentlig kan vi på den måde være med til at gøre litteraturen mere tilgængelig end via den trykte og den digitale bog," siger forlagsleder for 365TEKSTER Robert Skovmose Christensen.

OM LOUISE JUHL DALSGAARD
Louise Juhl Dalsgaard (f. 1973) skriver primært kortprosa og noveller, men arbejder med alle genrer - også de traditionelle. Hun debuterede med tekstsamlingen Mit ønske om at dø er rent hypotetisk (Jorinde & Joringel, 2011), og har siden udgivet den poetiske kortfilm Om arktiske heste (Weltscherz, 2014) og punktromanen Til sammen (Nulpunkt, 2014), der også findes i svensk oversættelse under titlen Att spela squash i ett rum utan väggar (Skriftserien Svavel, 2015) Louise har haft flere digte i både danske og udenlandske antologier tidsskrifter, senest den svenske antologi Nervsystem - ung dansk poesi (2015).
Læs mere HÉR.

 

 

Vores vigtigste samarbejdspartnere er
365TEKSTER, Godsbanen, Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Kontakt: robert@365tekster.dk - www.365tekster.dk