Kurven er tom

Litterær cykeltur med Louis Jensen langs Brabrand Sø

24-05-2016
ATLAS OVER AARHUS og Aarhus Litteraturcenter varmer op til Sommerstemmer med en litterær cykeltur i den skønne natur langs Brabrand Sø.

Til det litterære kortlægningsprojekt ATLAS OVER AARHUS har Louis Jensen skrevet fire tekster, der til sammen udgør en suite til Brabrand Sø. I Brabrand Sø-suiten indgår søen, skyerne, fiskene og menneskene i området i en forunderlig symbiose, hvor forholdet mellem natur og kultur tager en poetisk og fortryllet form.

Cykl med når forfatteren tager rundt om søen og undervejs gør holdt for at læse Brabrand Sø-suiten højt for dig og de andre cyklister – og få en lille forsmag på den efterfølgende weekends store litterære begivenhed: Sommerstemmer ved Brabrand Sø.

Lørdag 11. juni kan du for syvende år i træk opleve litteratur under åben himmel på Stadepladsen, hvor Cecilie Lind, Cia Rinne, Lars Frost, Erling Jepsen, Bodil Nygaard, L.G. Jensen og Gunvor Ganer Krejberg i år vil sørge for levende litteratur til både børn og voksne.

Den litterære cykeltur starter med oplæsning lørdag 4. juni ved fugletårnet ved Sølyst, hvorfra vi cykler videre ud i det blå. Man kan vælge at tage med hele vejen rundt om søen, og man kan nøjes med en kortere tur og alligevel få hele Brabrand Sø-suiten med.

ATLAS OVER AARHUS er et stort og ambitiøst kunst- og litteraturformidlingsprojekt, hvor danske og udenlandske forfatteres inviteres til at skrive 365 tekster om byen. Teksterne formidles i utraditionelle formater – på huse, pizzabakker, bænke, muleposer, bycykler og meget andet. Louis Jensens Brabrand Sø-suite vil blive udgivet ved Brabrand Sø senere i 2016.

TID: Lørdag 4. juni klokken 11.00
MØDESTED: Fugletårnet ved Brabrand Sø ved Naturcenter Sølyst
TELEFONVEJVISER: 23 47 23 07 / 29 92 33 27
Vores vigtigste samarbejdspartnere er
365TEKSTER, Godsbanen, Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Kontakt: robert@365tekster.dk - www.365tekster.dk