Kurven er tom

Konkurrence: A som i A-arhus

18-04-2016
Indfang forårsstemningen i Aarhus og få din tekst ud i byrummet.

Vi har på redaktionen modtaget et mystisk brev, og vil gerne have din hjælp til at besvare det. Deltag i vores gådefulde brevskrivningskonkurrence, og vind muligheden for at blive udgivet som en del ATLAS OVER AARHUS.

"Kære A

Det er blevet april. Jeg tror ikke, at der findes noget, der ligner april. En helt særlig fugt, og lyset, der kravler langs jorden, klædt ud som det første bogstav i et alfabet: A som i A-pril. Som i A-arhus.
Jeg læste et sted, at lærkesporens blomster er læbeformede, og at den blomstrer fra maj til juni.
April er forventningen om, at noget vil have mere, mere flora, mere favn. Og flere kroppe, der ruller sig ud og ind ad hinanden.
Jeg er forfærdelig romantisk, således holder jeg af det runde, fordi det er rundt, ligesom jeg synes bedst om ting, der kan sitre.
Nervøse fingre og lår, der hverken vil det ene eller det andet.
Jeg troede egentlig, jeg ville vokse fra det, at jeg ville vokse fra april og ud af Aarhus, men det er langtfra tilfældet. Det er blevet en del af min natur, aprilkroppen og Aarhus, begge forventningsfulde og uvidende om, hvad der skal ske.

Kærlig hilsen
C"

Vinderen bliver den, der indfanger forårsstemning i Aarhus med den højeste litterære kvalitet i sit svarbrev. Send dit bidrag i en mail til vores projektleder på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. mandag den 2. maj. Vi håber og tror på, at vi vil få mange gode og interessante bidrag, men forbeholder os for en god ordens skyld retten til ikke at kåre en vinder.

OM ATLAS OVER AARHUS

ATLAS OVER AARHUS er et stort og ambitiøst kunst- og litteraturformidlingsprojekt, hvor danske og udenlandske forfattere skriver 365 tekster om byen. Vi udgiver litteraturen i bemærkelsesværdige formater - blandt andet på huse, pizzabakker, indkøbsnet, som lydinstallationer, på bænke og bycykler. 40 danske og udenlandske forfattere inviteres til at skrive om byens gader og steder, og herefter udstilles og formidles teksterne i byrummet, så der skabes et logisk forhold mellem tekstens udtryk, tema og lokalitet. Derudover afholder vi skriveværksteder for byens beboere og skrivetalenter, som skriver om de steder, de kommer fra, og det miljø, de færdes i. ATLAS OVER AARHUS er støttet af Aarhus 2017, Gellerup Kulturmidler og Aarhus Kommune.
Vores vigtigste samarbejdspartnere er
365TEKSTER, Godsbanen, Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Kontakt: robert@365tekster.dk - www.365tekster.dk