Kurven er tom

Litterære ekstranumre på RADAR

21-09-2015

Litterære ekstranumre på Radar

De to kulturhovedstadsprojekter 365TEKSTER og RETHINK_Radar er gået sammen om et spændende nyt samarbejde på tværs af litteratur og livemusik.

Til tre udvalgte koncerter henover efteråret vil henholdsvis Mette Østgaard Henriksen, Bjørn Rasmussen og Mads Mygind være publikums forlængede arm, når de tre forfattere overværer koncerterne med Suns Of Satan, Lydmor og Coco Moon med et særligt mål for øje.

Hver især vil forfatterne omsætte en af disse aftener til en skønlitterær tekst, der udvider koncertoplevelsen i form af et brev, de øvrige medlemmer af publikum efterfølgende får tilsendt med posten. En form for frankeret ekstranummer, der gengiver begivenheden med digterisk frihed.

- RETHINK_Radar bestræber sig på at gentænke og udvide koncertens rum – både i fysisk og åndelig forstand, og det bliver spændende at se, hvordan litteraturen og livemusikken her kommer til at krydsbefrugte hinanden, siger RETHINK_Radars projektkoordinator Martin Aagard.

Ordene vil også vokse sammen med Radars fysiske omgivelser i dét format, der bedst passer til den enkelte teksts form og indhold. Det kunne være som tekst på muren, i gulvet eller henover baren, som en lydoptagelse af en oplæsning eller som noget helt tredje. Teksterne publiceres nemlig samtidig som en del af 365TEKSTERs ATLAS OVER AARHUS – en litterær kortlægning af Aarhus, hvor forfattere skriver om byens rum. Efterfølgende udstilles teksterne de steder, de er skrevet til.

- Vores to kulturhovedstadsprojekter gentænker hver især formidlingen af musik og litteratur, og med vores fælles projekt kan vi nå ud til flere publikummer, der kommer til at opleve kunstarterne på nye måder. Vores fælles projekt gentænker koncertformen og udvider det rum, en koncert kan være, og samtidig arbejder vi med formidling af litteratur til nye publikummer, som måske normalt ikke ville opsøge litteraturens verden, siger Robert Skovmose Christensen fra 365TEKSTER.

----

24. september 2015

Her vil Mette Østgaard Henriksen (f. 1973) tage del i en eksperimenterende releasekoncert, når Suns Of Satan fejrer udgivelsen af det spritnye mini-album, Driven. Mette Østgaard Henriksen debuterede i 2011 med digtsamlingen Stikkersvin jeg fucker dig på forlaget Basilisk. Hun har senere udgivet bøgerne Lesbiske eventyr om mænd og Heksehistorier, som hun selv betegner "pixibøger for voksne". Mette har ved siden af sit skønlitterære virke skrevet en lang række artikler, analyser og debatindlæg. Hun fungerer som litteraturformidler på Litteratursiden.dk og som litterær eventmager bl.a. via sit arbejde i Sankt Lukas Kirke med forfattergudstjenester og gennem sit engagement i Homoparnasset.

1. oktober 2015

Mads Mygind (f. 1984) er en del af publikum til koncerten med indierockbandet Coco Moon, som på sin seneste plade har taget en mørkere og mere kompromisløs drejning. Mads Mygind er uddannet cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet. Han debuterede som digter i 2010 med pamfletten Tilbage er et sart pulver af oprør på forlaget After Hand, og udgav senere digtsamlingen Før vi har set os omkring på samme forlag. Han har for nyligt udgivet endnu en digtsamling, Jeg stiger på en bus ud til Gjellerup, på forlaget Jorinde og Joringel. Denne digtsamling er en af de i alt fem bøger om Gjellerup, der udgør udgivelsesprojektet Små bjerge af beton.

3. oktober 2015

Bjørn Rasmussen (f. 1983) vil være til stede under koncerten med den intenst skrøbelige Lydmor, som bevæger sig i krydsfeltet mellem pop, ambient og electronica. Bjørn Rasmussen er uddannet fra Dramatikeruddannelsen og Forfatterskolen. Han debuterede som dramatiker i 2004 og som romanforfatter med Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet i 2011. Han har siden udgivet romanen Pynt og to tegnede fortællinger i serien 9 Piger sammen med Rikke Villadsen. I 2015 er han aktuel med Ming, hans første digtsamling. Digtsamlingen påkalder den afdøde far, Flemming – Ming. Bjørn Rasmussen modtog i 2011 Montanas Litteraturpris for Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet.

 

LÆS MERE OM KONCERTERNE PÅ RADARS HJEMMESIDE.

Vores vigtigste samarbejdspartnere er
365TEKSTER, Godsbanen, Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Kontakt: robert@365tekster.dk - www.365tekster.dk