Kurven er tom

Skriveværksteder i Gellerup

08-09-2015
ATLAS OVER AARHUS er nået til Gellerup og Brabrand.

I den forbindelse inviterer Gellerup Bibliotek og 365TEKSTER til skriveværksted lørdag den 26. september kl. 10.30-12.30. Værkstedet vil også være åbent de følgende lørdage 3/10 og 10/10.

I værkstedet vil I, med vejledning fra blandt andre forfatter Louise Juhl Dalsgaard, få hjælp til at skrive jeres helt egne historier om Gellerup eller andre dele af Aarhus. Det er gratis at deltage, og alle er hjerteligt velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.

Hvis du har lyst, kan din tekst efterfølgende blive udstillet på Gellerup Bibliotek. Der er også mulighed for, at nogle af teksterne kan blive udgivet som en del af ATLAS OVER AARHUS.

Der vil være kage, saft og kaffe til alle, der deltager.

ATLAS OVER AARHUS er en litterær kortlægning af Aarhus, hvor 40 danske og internationale forfattere inviteres til at skrive 365 historier om Aarhus. Fra efteråret 2015 vil en række forfattere skrive om konkrete steder og lokaliteter i Brabrand og Gellerup – om gadehjørner, huse og ikke mindst de mennesker, der bor i området. Teksterne bliver herefter udgivet de steder, de handler om – bl.a. på byens husgavle, fortove og som ordbænke rundt om Brabrand Sø. ATLAS OVER AARHUS er en del af Aarhus 2017.
Vores vigtigste samarbejdspartnere er
365TEKSTER, Godsbanen, Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Kontakt: robert@365tekster.dk - www.365tekster.dk