Kurven er tom

VÆK FRA AARHUS
VÆK FRA AARHUS
Mette Østgaard Henriksen og Oxx
Mp3 (gendigtning af På Slaget 12's "Hjem til Århus")
April 2016 - december 2017
Kan høres her: www.aarhus2017.dk/da/rethink-the-hit
Forfatter Mette Østgaard Henriksen og avantgardemetaltrioen Oxx har gentænkt pophittet "Hjem til Århus" på initiativ af 365TEKSTER til ATLAS OVER AARHUS.

Det virker nok ikke umiddelbart som det mest oplagte i verden at sætte en forfatter og et metalorkester sammen om at lave en musikalsk og litterær gentænkning af På Slaget 12's folkekære hit "Hjem til Århus", men det er ikke desto mindre, hvad 365TEKSTER for nyligt gjorde, da gentænkningskonkurrencen Rethink The Hit blev sat i værk af DR4 og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Rethink The Hit var en åben invitation til at gentænke kendte danske sange i en konkurrence, som Smukfest i Skanderborg og Promus – produktionscenteret for rytmisk musik i Aarhus havde udtænkt rammerne for. Sammen havde parterne shortlistet femten sange, som alle frit kunne benytte og forvandle til sit eget kunstneriske udsagn.

365TEKSTER snublede over konkurrencen og så, at mellem de femten sange var den hjemstavnsdyrkende "Hjem til Århus", og pludselig virkede det indlysende, at det alternative forlag skulle være med i den hitorienterede musikkonkurrence. Sangen med det velkendte omkvæd matcher nemlig forlagets litterære kortlægningsprojekt ATLAS OVER AARHUS forbløffende godt: Både "Hjem til Århus" og ATLAS OVER AARHUS sætter ord på byen.

Den by vi kender er en fusionsby
Det var ikke svært at finde den rette forfatter til at gentænke teksten. Mette Østgaard Henriksen udgav i 2011 bogen Stikkersvin jeg fucker dig på forlaget Basilisk. Her udsatte hun dansksprogede sangtekster for forskellige sample- og mashupteknikker, og vred dermed nye betydninger ud af den danske sangskat – blandt andet Gasolins "Kvinde min", som digtsamlingens titel i øvrigt refererer til. Hun var i forvejen tilknyttet ATLAS OVER AARHUS' forfatterkreds, og derfor var hun det selvfølgelige førstevalg til en litterær gentænkning af "Hjem til Århus".

365TEKSTER satte et nyt tværkunstnerisk samarbejde op mellem forfatteren og avantgardemetaltrioen Oxx. Man kunne frygte, at Rethink The Hit ville blive oversvømmet af forudsigelige coverversioner, men med denne kunstneriske konstellation kunne 365TEKSTER være sikre på, at bidraget til konkurrencen ville blive alt andet end kedeligt.

Resultatet taler for sig selv. Sammen har Mette Østgaard Henriksen og Oxx vendt vrangen ud på sangen og skabt et nyt værk i sin egen ret, "Væk fra Aarhus", som er en radikal musikalsk og litterær gentænkning af nummeret, der i detaljen stadig er tro mod det harmoniske grundlag, teksten og popsangens struktur.

Den by vi kender er en kulturby
Som det har fremgået i interviews, var På Slaget 12 inspireret af en stolt amerikansk tradition for sange til byer, da bandet i sin tid skrev sangen til Aarhus med hjælp fra tekstforfatter, den tidligere leder af Aarhus Festuge, Jens Folmer Jepsen. Mette Østgaard Henriksen har forvandlet "Hjem til Århus" til en mere ambivalent hymne.

- Med "Væk fra Aarhus" har jeg skrevet et byportræt, der besidder lidt af slagsangens stedsdyrkende fællesskabsånd - "den by, vi kender". Måske kan man sige, at jeg gerne ville kaste et skævt blik på slagsangen og få skrevet en by frem, som var mere end bare en skøn overflade, men en reel by i forandring og med brudflader og kontraster, siger Mette Østgaard Henriksen, og fortsætter:

- Jeg ville gerne ramme det lidt splittede tilhørsforhold, man kan have til sådan en by. Jeg tog udgangspunkt i at vende originalen på hovedet, så jeget sammen med duet er på vej væk fra byen, en bevægelse, der fremkalder noget splittelse for jeget, der måske både hører til og ikke hører til i byen.

Den by vi kender er en fodboldby
På Slaget 12's musikalske byportræt blev dengang et massivt hit, og blev endda kåret til "Europas bedste nationale hit i 1987" af det verdenskendte hitlisteorienterede magasin Billboard. Med sin brutale og jazzede avantgardemetal befinder Oxx sig musikalsk meget langt væk fra popkulturen, men bandet tog udfordringen på sig og genfortolkede både sig selv og nummeret undervejs.

"Væk fra Aarhus" lyder ikke som noget Oxx tidligere har bedrevet, men bandet bevarer integriteten i en komposition, der kan minde om værker af den sene Scott Walker, Oneohtrix Point Never og The Residents.

- Vi var i tvivl om, om vi kunne lægge navn til en gentænkning af "Hjem til Århus". Hvis man kender vores musik, kan det nok ikke overraske nogen, at vi ikke umiddelbart kunne forbinde os selv med nummeret. Omvendt så vi projektet som en spændende mulighed for at lave en hjemstavnshymne; en musikalsk fortolkning af Aarhus, der også omfavner de kulturelle bylder, og portrætterer byen med nuance og heterogenitet, lyder det fra bandmedlemmerne i Oxx.

- Det var vigtigt for både Mette og os, at vi lavede et selvstændigt værk, der hævede sig over det gimmickagtige, og som blev et troværdigt og autentisk billede af byen, vi kunne genkende os selv i.

Den by vi kender er en innovationsby
"Væk fra Aarhus" blev ikke sendt videre til Rethink The Hit-finalen af dommerpanelet, som talte Smukfests festivalleder Poul Martin Bonde, Promus' daglige leder Jesper Mardahl og GAFFAs chefredaktør Peter Ramsdal. På vegne af dommerpanelet udtaler Jesper Mardahl om ATLAS OVER AARHUS' bidrag til konkurrencen:

- Med "Væk fra Aarhus" er der tale om en gentænkning af essensen - ja, selve ånden - af sangen, mere end selve formen. Det er inspiration frem for en traditionel bearbejdning, og resultatet er blevet både meget vellykket og uhyre interessant.

"Væk fra Aarhus" kan indtil videre høres på kulturhovedstadens hjemmeside til og med udgangen af 2017, og imens arbejder 365TEKSTER på at udgive kompositionen i et blivende og mere tilgængeligt format.

Lyt til "Væk fra Aarhus"
For at høre nummeret skal du ind på Aarhus 2017's officielle hjemmeside, hvor alle bidragene til konkurrencen er samlet. For at finde "Væk fra Aarhus" derinde får du brug for at trykke een gang på knappen "VIS FLERE", som du finder nederst på siden via linket HER. God fornøjelse!

Sælges i vores webshop
Vores vigtigste samarbejdspartnere er
365TEKSTER, Godsbanen, Projektdækket, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Kontakt: robert@365tekster.dk - www.365tekster.dk